Dans i kirken i historisk perspektiv

(Uddrag af bogen “Dans i Kirken” af Niels Kjær og Jenny Thaysen Kjær)

Oldkirken

I de første århundreder af kirkens historie var dans stadig en acceptabel liturgisk udtryksform på grund af den gammeltestamentelige tradition for liturgisk dans.
Fra det andet århundrede kendes en beskrivelse af Runddansen om korset, en cirkeldans, hvor de dansende samtidigt sang en hymne, der lovpriste Gud som Fader, Ord (Logos) og Ånd.
To af de tidligste kristne liturgier, vi har et detaljeret kendskab til, nævner cirkeldanse som en del af gudstjenesten.  Det drejer sig om Justin Martyrs liturgi fra ca. År 150 og Hippolyts liturgi fra ca. År 215.
Senere – fra det fjerde århundrede – findes der mere detaljerede udsagn om dans i kirken.

Middelalderen

I den tidlige middelalder – efter at kristendommen var blevet den oficielle statsreligion – overtog gejstligheden i stadig højere grad udførelsen af gudstjenestenn.  Lægfolkets aktive deltagelse i gudstjenesten blev tilsvarende begrænset, hvilket indebar, at det nu var gejstligheden alene, der ved særlige lejligheder (jul og påske) opførte liturgiske danse for menigheden.
Kun i meget sjældne tilfælde, og i så fald kun under gejstlighedens vejledning og overopsyn, deltog menigheden selv i dansen.
I højmiddelalderen og senmiddelalderen voksede modstanden mod liturgiske danse i det ortodokse hierarki.   Forklaringen er sikkert den, at disse danse især var populære blandt ”ukontrollable” grupper som fx kvindelige mystikere og omvandrende munke.

Hildegard af Bingen (1098-1179) siger: ”Kære mennesker, glem ikke at danse, for ellers ved englene  i himmelen ikke hvad de skal stille op med jer”
For Hildegard var dansen et ydre, fysisk udtryk for sjælens indre glæde.

Mechthild af Magdeburg (1207-1282), en anden af de store kvindelige middelaldermystikere, sig er et sted, at ”sjælen simpelthen må bevæge sig i glad forventning om brudgommens snarlige ankomst”, og hun kalder denne bevægelse for ”lovprisningsdans”.   Et andet af Mechthilds berømte digte indledes således: ”Herre, jeg kan kun danse, hvis du fører mig”.

Genopdagelsen af den sakrale dans

Bernhard Wosien (1908-1986) var en tysk balletdanser, der rejste rundt i primært Europa for at møde de endnu levende folkelige dansetradtioner, hvoraf han mente mange havde en spirituel /gudsvendt kerne.
Han forfinede disse danse og lavede nye koreografier og satte dem sammen med især folkemusik eller klassisk musik.

Han introducerede fænomenet til Findhorn i 1976, og siden har det spredt sig i verden.